Dette modul er en introduktion til emnet ’Seksuelle overgreb mod mennesker med handicap’.
Danske og udenlandske undersøgelser viser, at mennesker med handicap udsættes for seksuelle overgreb i lige så høj grad som mennesker uden handicap. For børn og unge med handicap er der 2-3 gange større risiko for at blive udsat for et seksuelt overgreb end for børn uden handicap. Der er tale om forskellige former for seksuelle overgreb, ligesom der er forskel på, hvem der udsattes for og hvem der begår overgrebene.
Det er vigtigt at introducere studerende til emnet ’Seksuelle overgreb mod mennesker med handicap’, så de har viden om, hvordan de skal reagere på mistanke om seksuelle overgreb og håndtere det efterfølgende forløb. Rigtig mange studerende har ikke stiftet bekendtskab med emnet, inden de forlader studiet. De har derfor dårligere forudsætninger for at hjælpe med at forebygge seksuelle overgreb mod mennesker med handicap.
Til introduktionen kan du bruge cases eller give de studerende en opgave. Materialet finder du under menupunktet Cases og spørgsmål til refleksion.
Modulet indeholder også oplæg til undervisningsbrug (powerpoint præsentation) og litteraturhenvisninger.