Beredskabsplan

– ved mistanke eller viden om seksuelle overgreb


Nedenstående er en liste over de ting, du som medarbejder kan gøre, hvis du har mistanke eller viden om, at et mennesker med handicap - på det tilbud du arbejder på - har været udsat for seksuelle overgreb .


Lyt, observér og dokumentér
Lyt til personen - men husk, at det er politiets opgave at afhøre og udrede sagen. Skriv ned, hvad du hører, og hvad du selv spørger om, men forsøg ikke selv at komme længere til bunds i sagen. Det er vigtigt for sagens videre forløb, at vidneudsagn er så autentiske som muligt - derfor skal den udsatte fortælle om sine oplevelser til færrest mulige.

Tag hånd om den udsatte
Støt, vis forståelse og giv den nødvendige omsorg og rådgivning om, hvordan den udsatte kan få hjælp og fremover kan blive bedre til at beskytte sig selv mod overgreb. Det kan bl.a. andet ske ved seksualundervisning og seksualvejledning, ved træning i at identificere faresituationer og ved at lære redskaber til at sige fra og beskytte sig. Et egentligt behandlingsforløb kan eventuelt iværksættes senere. Her kan sociale handleplaner være et nyttigt redskab (jf. servicelovens §140 på børneområdet og § 141 på voksenområdet).

Bevar beviser
Sørg om muligt for at bevare beviser. Hvis overgrebet har fundet sted for nylig, er det vigtigt, at den der har været udsat for overgreb ikke går i bad, og ikke vasker tøj eller sengetøj, inden politiet kontaktes.

Skadestue og behandling
Henvis til akut skadestue/lægeundersøgelse og behandling. Hvis overgrebet er meldt til politiet, vil de typisk være til stede på skadestuen og sørge for at sikre eventuelle beviser ved en korrekt undersøgelse. Tal ikke om din mistanke eller viden med nogen, der ikke er involveret i sagen.

Kontakt politiet så tidligt i forløbet som muligt
Det lokale kriminalpoliti kan rådgive om den bedst mulige håndtering af sagen - en uformel kontakt til politiet kan i mange tilfælde være til hjælp. Først når der indgives formel anmeldelse, opretter politiet en sag. Sker det, er det politiet, der har ansvar for at efterforske sagen.

Hvis der er tale om børn, er det vigtigt at vide, at der i nogle politikredse er børnesagsbehandlere, der har et særligt ansvar for sager om seksuelle overgreb mod børn. Kontaktinformationer om dette skal indgå i en beredskabsplan på tilbud for børn med handicap. Så er det lettere at få direkte og hurtig kontakt med den rette person i politiet.

Kontakt forvaltningen - i børnesager
På børneområdet er det vigtigt at kontakte forvaltningen i kommunen, hvis du har mistanke om, at overgrebet er begået af en forælder eller en anden pårørende til et barn. Forvaltningen kan foretage politianmeldelse og udpege en personlig værge for det krænkede barn. Indtil denne er fundet kan din arbejdsplads sammen med kommunen aftale retningslinjer for, hvordan samværet mellem barn og forælder eller pårørende kan finde sted.

Tag kontakt til de pårørende - i børnesager
Kontakt de pårørende så tidligt som muligt og informér dem om, hvad der er sket, og hvordan I håndterer sagen. Hold de pårørende orienteret løbende. Afhængig af det konkrete tilfælde, fx hvis der er mere end én person involveret, kan det være nødvendigt at informere pårørende til øvrige børn på det sted, hvor den udsatte er. I disse tilfælde vil mistanken hurtig blive kendt. Klar information til de involverede parter, fx blot om, at sagen er overgivet til politiet, er vigtig for at mindske den utryghed, der ofte opstår i forbindelse med mistanker om seksuelle overgreb.

Hvis der er tale om en myndig voksen over 18 år, er der ikke pligt til at tale med pårørende om mistanke eller viden om overgreb.

Hvis mistanken retter sig mod forældre må sagen IKKE drøftes med forældrene – af hensyn til den efterfølgende efterforskning.

Tag også hånd om krænkeren
I de situationer, hvor den udsatte og krænker benytter samme tilbud - fx specialskole eller bosted - kan der være et særligt dilemma. Der skal selvfølgelig tages hånd om begge. Der kan være lige så stort behov for støtte til og en særlig indsats over for krænkeren, som kan have brug for hjælp til at håndtere sin egen seksualitet. I den forbindelse kan man eventuelt inddrage en seksualvejleder.

Ved begrundet mistanke om et overgreb mellem to mennesker med handicap, der bor på samme bosted, bør krænkeren så vidt muligt tilydes en anden bolig. Det samme kan være tilfældet på en skole. Hvis det ikke er muligt, kan man evt. tilbyde den udsatte et andet sted at bo eller gå i skole. I sådanne tilfælde er det vigtigt at tilrettelægge den pædagogiske omsorg og indsats, så den udsatte ikke føler flytningen som tillidsbrud, afvisning eller straf.

Hvis mistanken falder på en ansat
Hvis der er mistanke om, at overgrebet er begået af en ansat, skal den pågældende fritages fra arbejde, så længe undersøgelserne står på. Kontakt regionens/kommunens personalekontor for råd og vejledning i sådanne tilfælde. Hvis en ansat begår et seksuelt overgreb, vil det få konsekvenser for ansættelsen. En dom for overgreb vil medføre afskedigelse. Husk at en mistanke er IKKE en dom!

Vurdér, om der er behov for professionel krisehjælp
Det er ledelsens ansvar at sørge for den nødvendige omsorg for de implicerede. Det er vigtigt på forhånd at afklare, hvordan omsorgen og eventuel krisehjælp skal gives - hvem har behov for støtte og eventuel professionel krisehjælp - både ofret, de pårørende, personalet, den mistænkte. Og hvem der kan give den nødvendige hjælp?

Kontakt til medierne
Aftal, hvordan I vil håndtere eventuelle henvendelser fra medierne. Lad eventuelt socialforvaltningen tage sig af henvendelser fra medierne. Dels for at skåne medarbejderne og de brugere medarbejderne har ansvaret for, dels for at sikre kontinuitet i kontakten med pressen.