Hvis du har mistanke om, at et familiemedlem, en ven eller bekendt har været udsat for et seksuelt overgreb, er der flere steder du kan henvende dig og søge professionel hjælp og rådgivning:
Personalet i bosted eller dagtilbud
Hvis der er tale om en person, der tilknyttet et bosted eller dagtilbud, kan du tage kontakt til lederen eller eventuelt en medarbejder på stedet. De kan hjælpe med at støtte den krænkede og eventuelt anmelde overgrebet til politiet.
Den praktiserende læge
Fortæl den praktiserende læge om mistanken eller tegn på overgreb. Lægen har tavshedspligt og har mulighed for at henvise den krænkede til psykologhjælp.
Rådgivnings- og krisetilbud
Kontakt et rådgivnings- eller krisetilbud, som er specialiseret i at støtte ofre for seksuelle overgreb. Stederne er forskellige, men tilbyder bl.a. samtaler, psykologbistand og lægeundersøgelser. De kan også hjælpe med at kontakte politiet, hvis det ønskes.
Hvis man er i tvivl, om man vil anmelde et seksuelt overgreb, kan man kontakte et af landets otte centre for voldtægtsofre. De fleste centre foretager en lægeundersøgelse med det samme, men man bestemmer selv, om overgrebet skal anmeldes til politiet. På børneområdet er der to enheder - i hhv. København og Århus - der er specialseret i seksuelt misbrugte børn.
Politiet
Seksuelle overgreb er strafbare og kan anmeldes til politiet. Man kan anmelde overgreb, som lige har fundet sted, og overgreb, som fandt sted for flere år siden. Men jo ældre sagen er, jo sværere er det at bevise. Der kan kun rejses straffesag, hvis overgrebene anmeldes.
Hvis du selv har behov for støtte
Det kan være svært at rumme, at et familiemedlem eller ven måske har været udsat for et overgreb. Og det kan være svært at vurdere, hvordan man bedst støtter ham eller hende. Kontakt din læge eller en bruger- eller pårørendeorganisation, som har erfaring med støtte til ofre for seksuelle overgreb. En del af dem tilbyder også støtte og rådgivning til den krænkedes netværk.