Retten til at sige nej

Nogle mennesker med handicap kan have svært ved at sætte grænser og sige fra. Det er der flere forklaringer på. En forklaring er, at de ofte er afhængige af andres hjælp på grund af deres handicap. Det kan være svært for et menneske med handicap at bedømme, om en berøring i fx en plejesituation sker tilfældigt eller bevidst. Vedkommende kan have svært ved at sige fra, fordi de forestiller sig, at hjælperen så ikke vil hjælpe længere.

En anden forklaring er, at mange mennesker med handicap er vant til at gennemgå lægeundersøgelser på grund af deres handicap. Det er undersøgelser som kan være ubehagelige, men som det ikke er muligt at sige nej til. Det kan derfor være svært for et menneske med handicap at vurdere, hvornår det kan sige fra.

Det er vigtigt, at mennesker med handicap lærer at sige fra og sætte grænser. At lære at sige fra gør dem mindre sårbare. Mennesker med handicap skal vide, at det er ok, at de siger nej. Og at de kun skal sige ja til det, de har lyst til. Det en god ide, at du som professionel taler med personen om, hvad han eller hun kan lide og ikke lide. På den måde kan I i fællesskab finde ud af, hvad der er ok, og hvad der ikke er ok. Du kan forklare vedkommende, at fx det at være flink, ikke er det samme som at gøre, hvad andre siger. Alle har ret til at bestemme over egen krop og følelser.