Rollespil – Om at sige nej

En medarbejder på en specialskole for børn og unge med fysiske og psykiske handicap har arbejdet med rollespil og fingerdukker. Det har hun gjort for at lære de unge at sige nej til ting, de ikke kan lide.

Medarbejderens oplevelse af arbejdet med rollespil
For år siden havde jeg en udviklingshæmmet 15-årig elev, som tidligt i sit liv havde været udsat for seksuelle krænkelser. Pigen fik hjælp på forskelligvis, men havde et stort problem; hendes adfærd over for mænd var seksuelt indladende, og hun var ikke i stand til at sige tydeligt nej.

Hendes adfærd var med til, at hun gentagne gange befandt sig i seksuelle situationer, hun gerne ville undgå. Pigen fortalte mig, at hun sagde nej i situationerne, og jeg spurgte hende, hvordan hendes nej var. Da hun viste mig det, opdagede jeg, at hendes kropssprog ikke var med. Jeg bad pigen sige nej på en vred måde og fandt ud af, at hun slet ikke havde kropssprog og mimik for vrede. Pigen vidste ikke, hvordan vrede føltes, og hvordan hun skulle se vred ud. Hun havde akut brug for hjælp, og da det ville være et længere forløb at finde frem til hendes ægte vrede, besluttede jeg, at hun skulle lære et ”teaterstykke”. Pigen havde haft drama før, og var god til at kopiere og lære udenad.

Jeg viste hende, hvordan kroppen og mimikken skulle se ud, når man er vred. Det øvede hun, imens hun sagde: ”Nej, jeg vil ikke, lad være!” i en meget bestemt tone. Vi øvede ”stykket” nogle gange over et par uger. I starten syntes hun, det var svært, og havde en del modstand over for at gøre det. Men selvom hun blev irriteret på mig, og jeg måtte fastholde hende i, at hun skulle lære det, blev hun langsomt bedre og bedre.

Der gik ikke ret lang tid, før hun en dag glad kom mig hoppende og dansende i møde og sagde: ”Det virkede. Det virkede sgu! Han bollede mig ikke, da jeg sagde nej!!”

Medarbejderens oplevelse af arbejdet med tegning og fingerdukker
I mit arbejde med en dreng har jeg forsøgt at afdække hans erfaringer og lyster bl.a. gennem to metoder, som jeg forestiller mig, kan være brugbare med mange elever.

Jeg har ladet drengen tegne gode og dårlige oplevelser, fra han var lille og brugt tegningerne som udgangspunkt i samtaler. Drengen og jeg har talt om, hvordan drengen på tegningen havde det, og hvad han følte. Det er min erfaring, at det var lettere for drengen at fortælle, når ordet ”jeg” var udskiftet med ”han”. Derudover har tegningen støttet hukommelsen og fortællingen.