Seksualpolitik

En seksualpolitik er et vigtigt redskab i forebyggelsen af seksuelle overgreb. Seksualpolitikken er med til at skabe et fælles værdi- og regelsæt, som du og dine kollegaer skal anvende i jeres arbejde med børn og voksne med handicap.

Arbejdet med at lave en politik kan i sig selv være en god proces. Det er en god anledning til at diskutere seksualitet og personlige og fælles grænser i personalegruppen.

Hvad skal politikken indeholde?
En seksualpolitik indeholder typisk:

  • Fælles målsætninger
  • Fælles forståelse af definition på et seksuelt overgreb
  • Fælles afklaring af holdninger, normer, grænser etc.
  • Fælles forståelse af og opmærksomhed på tegn og signaler på mistrivsel – herunder overgreb
  • En ’akut kriseplan’ – hvem gør hvad i tilfælde af mistanke eller viden
  • En plan for ’tiden efter’ – støtte og behandling til offer, krænker, pårørende og personale

Politikken bør løbende tages op, diskuteres og ajourføres.

En seksualpolitik bliver til – Skolen i Ryparken
At udarbejde en seksualpolitik kræver at personalet – med ledelsen i spidsen – prioriterer det. Skolen i Ryparken greb det an på denne måde:

  • Der blev nedsat et seksualudvalg på fem lærere, som fik til opgave at komme med et udkast til en politik. Lærerne fik bevilget 20 timer hver til opgaven.
  • Seksualudvalget begyndte med at samle baggrundsmateriale, for eksempel seksualpolitikker fra andre skoler, materiale om seksuelle overgreb fra bl.a. Socialt Udviklingscenter SUS og Det Kriminalpræventive Råd. 
  • Udvalget holdt et møde, hvor de brainstormede om indholdet til politikken. De aftalte, hvem der skrev hvad. 
  • Da udkastet lå klar, arrangerede gruppen et temamøde på skolen, hvor kolleger kunne komme med input til udkastet.
  • Politikken blev herefter sendt til skolebestyrelsen og til sidst endelig godkendt af pædagogisk råd.