Seksualitet er en integreret del af ethvert menneskes personlighed og et basalt behov. Derfor er det nødvendigt at drøfte normer og praksis generelt. Men det er lige så nødvendigt at drøfte det konkret i forhold til den enkeltes lyster og behov og med udgangspunkt i den enkeltes livssituation, ønsker, følelser, grænser, kultur og evt. religion. Seksualitet er individuelt og forskellig i forskellige livsfaser.
Hvem skal give seksualvejledning og oplæring?
Det er ikke altid, at et menneske med handicap har lyst til at få støtte og hjælp til sin seksualitet af de hjælpepersoner, som vedkommende er i tæt kontakt med i det daglige. Det kan der være mange grunde til. En grund kan fx være, at vedkommende synes, at det er for intimt at modtage vejledning og støtte fra hjælpepersoner, man møder i det daglige.
Tilsvarende kan hjælpepersoner have behov for at kunne trække på personer med særlig viden på området fx en seksualvejleder. I Socialministeriets Vejledning - Seksualitet uanset handicap er der en god beskrivelse af, hvem der kan give seksualvejledning og oplæring. I forbindelse med seksualoplæring skal der ligge en beskrivelse, der angiver karakteren og omfanget af hjælpen. Beskrivelsen skal være ønsket og accepteret af den person, hjælpen vedrører, samt godkendt af den stedlige leder.
Hvor går grænserne?
I 1989 blev der i et samarbejde mellem Socialstyrelsen og Justitsministeriet fastlagt retningslinier for, hvad man må og ikke må i forbindelse med seksualoplæring og seksualhjælp:
Det er vigtigt, at huske på, at der er forskel på den hjælp og støtte, man kan give børn og voksne med handicap. Det er kun lovligt at give seksueloplæring til mennesker over den seksuelle lavalder (over 15 år).